Helena & jeg har valgt at lave sådan en bryllupsblog. Det er sådan et dejlig praktisk sted at kunne henvise til, når folk spørger os om ønsker og sådan. Og så tænker vi, at vi kan samle alle de historier, vi oplever op til vores bryllup, på et samlet sted.
Vi kan fortælle, at vi i dag har været til møde med vores præst Signe Malene Berg - vi havde lige en hurtig gennemgang af koreografien, aftale salmer og fik en masse praktiske detailler på plads - og nok så vigtigt fik vi os en skøn snak om vores tanker og baggrund for at blive gift.
Jeg fik undervejs brokket mig over den uheldige kønsstereotyp, jeg mener, eksisterer omkring brylluper - at brylluppet er brudens dag, og at manden bare må læne sig tilbage og håbe på, han ikke bliver kørt over af toget.
Det startede egentlig med min søgen rundt i København efter det rette sted til at klæde mig på - her kom jeg forbi House of Brides, der reklamerer med at have et stort udvalg af tøj til gommen. Jeg er inde i deres biks på HC Andersens Boulevard, hvor der er sådan en generelt opkørt/hysterisk stemning af brude, der flipper ud over deres nye klude, og jeg får en tid en anden dag. Da jeg så kommer igen til den aftalte tid, samler jeg en flyer op mens jeg venter. På flyeren er et billede af et brudepar, hvor bruden står og kigger på sig selv i et spejl, altimens gommen sidder i en stol og ser ud som om, han hellere ville være 1000 andre steder end lige der. Og ikke nok med det - der står noget i denne retning på flyeren: "Et stort udvalg i tøj til gommen - efter hendes valg". Kors, hvor blev jeg bare tør, da jeg læste det - hvad fanden er det for en 1950'er indstilling? Brylluppet er den dag, hvor bruden får lov at bestemme alt, for derefter at måtte indrette sig efter gommens valg resten af ægteskabet - det var det, jeg afkodede af deres flyer - man er vel gammel semiotiker. Gad godt at finde flyeren, så jeg kunne vise den frem i al dens gru ... Det må jeg lige arbejde på.
Den anden ting er den her idé om, at det kun skulle være bruden, der er interesseret i at have en fed fest - jeg kan godt love jer, at jeg er mindst lige så interesseret som Helena i, at det her skal blive vores livs fest.
Nå, men det var lige et par strø-tanker. Nu har jeg et par måneder og ikke mindst en fest til at bevise, at vores bryllup er efter brudens OG brudgommens valg - og vi glæder os meget.
tirsdag den 3. juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar